1. februar 2009 - Den store opringning
Euforien vil ingen ende tage. Vi er inderligt glade. Nu ved vi i sandhed, hvad det vil sige at være lykkelige.Det er svært at finde ord – og alligevel er der så mange ord, der trænger sig på.
D. 29. januar vil for altid være en særlig dag.
Det var Jan, som fik opringningen. Han sad i bilen på vej mellem Viborg og Randers. Tove Vase, vores kontaktperson hos AC, havde haft ringet et par gange på Lenes mobil. Jeg tog dog ikke telefonen, da jeg sad i Sverige i receptionen på Järvsöbakkens skicenter. Der var en times tid til hjemturen fra årets skitur med efterskolen.
Tove spurgte Jan, hvor han var – og bad ham køre ind til siden. Jan fik sagt, at den største overraskelse var at tale med hende – og at han vidste, at det var nu, det var nu. Tove fik givet Jan den store besked. Da Jan ringede op til mig, vidste jeg inderst inde godt, at det var nu. To opkald med hemmeligt nummer efterfulgt af en opringning af Jan midt i hans arbejdstid – det kunne kun være det.
Jans første ord var: ”Vil du med til Etiopien og hente vores børn?” Der fulgte en tavshed, som rummede mere end ord. Jeg mærkede en stor varme inden i, mens kroppen begyndte at ryste. Der var plads til tusinde tanker: Det var nu! Vore børn havde fundet vej til os. Jeg fik fremstammet et: ”Er det rigtigt? Fortæl mere!”
”Det er et tvillingepar, en dreng og en pige, fra oktober sidste år.” Vi blev begge i tvivl om, hvad oktober sidste år betød. I mit hoved blev det til små 1½ år gamle børn – og Jan var også i tvivl om det kunne passe, at de virkelig var fra 2008. Og så satte telefonen selvfølgelig ud. Jeg fik sagt: ”Jeg ringer igen lige om lidt.”Jeg sad grædende i receptionens sofa og udbrød: ”Jeg er blevet mor!” Kolleger og elever gav krammere. En elev udbrød: ”Hvordan kan du sidde lige her og blive mor?” Ja, hvordan kunne jeg det? Det var helt umuligt at begribe med fornuften og dog havde jeg forstået det med hjertet.
Endnu en opringning til Jan. Hvor var det dejligt at snakke sammen i dette fantastiske øjeblik. Selv om der var langt imellem os, var vi tættere bundet sammen end nogensinde før. Nu var vi far og mor.
Vi aftalte at ringe til hver vores forældre. Hvor var det fantastisk at kalde sine forældre "bedstemor og bedstefar". Der blev grædt og grint og indimellem helt stille.
Senere på eftermiddag, da Jan var kommet hjem og havde åbnet mailen fra Tove med billeder og papirer på vores børn, røg der nogle sms´er frem og tilbage. En enkelt opringning blev det også til. Der dukkede en sms op med deres fødselsdato: ”D. 12. oktober 2008”. Der blev talt uger og måneder. 15 uger og 4 dage gamle.
Natten i bussen gik med at slumre lidt, stirre ud i luften, tænke en masse tanker, tårerne trillede af og til, når der dukkede nye tanker op. Tænk at vi får lov til at være med i vores børn så tidligt. Vi kommer til at se dem kravle første gang, tage det første skridt….
Busturen varede hele natten. Fredag morgen ved 7-tiden landede vi på efterskolen – og så var det med at komme hjem og se billeder.
Da jeg stod i gårdspladsen med mine tasker, trillede tårerne pludseligt igen. Jeg var hjemme – og nu som mor. Snart skulle vi stå samme sted med vore to guldklumper og for første gang træde over dørtærsklen til deres hjem. Her skulle vore børn tage deres første skridt, vokse op, lege i sandkasse, klatre i træer, lege med hunden, have legekammerater med hjem, forlegne komme hjem med den første kæreste. Tankerne myldrede frem sammen med tårer.
Jan kom hjem et smut om formiddagen. Det var skønt at være sammen om den store glæde. Vi har før hørt om, at manden ikke nåede hjem til ”fødslen” – i vores tilfælde var det konen…
5. februar 2009 - Tak!
Vi er overvældede og ydmyge. Ikke alene blev vi for en uge siden forældre, vi har også følt, at en hel verden har glædet sig sammen med os. Vi er ydmyge og overvældede over alle de lykønskninger, vi har modtaget. Tak til alle jer, som har taget del i glæden.
Vi har hele vejen gennem adoptionsprocessen følt en medleven, som har hjulpet os et godt stykke af vejen. Så mange har undervejs taget del i ønskerne og drømmene, lyttet og talt. Vi har oplevet en stor indlevelse og samtidigt også en stor respekt for, at der nogle gange ikke har været det store overskud på kontoen til at tale om ventetiden. Denne indlevelse i vores vej til troldene får os til at føle os rige. At så mange har fulgt og vil følge os, sikke en fantastisk start for vores lille firkløver. Tak!
12. februar 2009 - At vente
For 2 år og fem måneder siden dumpede vi med håb og drømme en kuvert i postkassen med meget vigtige papirer. For et år og fem måneder siden fik vi lov at erstatte hvis med når. For fire måneder siden blev vore trolde født. For fjorten dage siden fik vi ansigterne at se. Tid er en mærkelig faktor. I det øjeblik vi fik viden om, at vore børn venter os og vi venter dem, forsvandt ventetiden som et knips.Alligevel har denne ventetid i den grad været med til at forme os. Ønsket om at blive forældre var til stede længe, før denne ventetid startede. Et ønske som har drevet os frem mod målet. Hvis nogle havde fortalt os dengang, at vi ville nå så smukt et mål, er jeg ikke sikker på, at vi ville have troet dem.
Hele processen frem til nu har været personlig udvikling af første grad. Mange samtaler om drømme, længsel, håb og savn er dukket op undervejs. Ingen kan vide, hvordan man reagerer, når man udsættes for uvished.
Det var en stor og dejlig følelse, da vi i september 2007 kunne erstatte når med hvis. Fra det tidspunkt var den vigtigste sætning for os, at vi en dag ville blive forældre. En dag ville telefonen ringe og vi ville møde vore børn. Det lykkedes os at holde fast i dette. Vi holdt fast i visheden om, at den en dag ville ske - i stedet for at fokusere på uvisheden om hvornår.
Vi holdt også fast i, at vi skulle holde vores liv ved lige. Ventetiden ville kun blive længere, hvis ikke vi vedblev at samle på gode oplevelser.
Det underlige ved ventetiden var visheden om, at den en dag pludselig ville være forbi, men at vi på ingen måde kunne vide, hvornår den dag ville komme. Sætninger som: ”mon det bliver sidste gang, inden vi bliver forældre, at vi skal opleve…..” Svaret blæste i vinden.
Da det første år på ventelisten var overstået, begyndte denne remse forfra igen. Det var svært at skulle gentage sig selv – og efter nogle gentagelser begyndte vi at forholde os til, at det måske ikke blev sidste gang, vi skulle gentage. Vi forsøgte at finde plads i os selv til at rumme, at vi måske blev forældre snart – og måske om lang tid. Disse tanker blev også hjulpet på vej af, at vi allerede i oktober 2008 stod som nr. 4 – og beholdt denne plads frem til lige før den store opringning.
Ventetiden var en lang række af tanker, der bare blev ved at strømme os i møde. Tanker om små fødder trippende i huset. Små barnefingre i bolledejen. Våde flyverdragter efter en god tur i skoven og vandpytter. Trøstende knusere, når der skal pustes på skrammer. En lille hånd i en stor.
Disse tanker har fået billeder på nu. Vi kender ansigterne på vore børn. Nu venter os den største rejse. Rejsen starter i Etiopien, men den vil fortsætte resten af vores liv. Vi glæder os til at møde vore børn og lære dem at kende – og lære dem os at kende. Vi føler os ydmyge og rige.
Nu venter vi så på at få vished for, hvornår vi kan rejse, hvornår vores fælles rejse som firkløver starter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar